Danmark og Kenya har indgået en bilateral aftale, der giver danske militære myndigheder mulighed for at overdrage tilbageholdte personer mistænkt for pirateri til de kenyanske myndigheder med henblik på retsforfølgning ved kenyanske domstole. Aftalen indeholder bl.a. bestemmelser, der skal sikre, at behandling og rettergang finder sted i fuld overensstemmelse med kravene i de internationale menneskerettighedskonventioner. Det fremgår endvidere af aftalen, at dødsstraf under ingen omstændigheder vil kunne bringes i anvendelse over for de personer, der måtte blive overdraget i henhold til aftalen. Faktiske overdragelser i medfør af aftalen skal ske efter konkret aftale med de kenyanske myndigheder.
Udover Danmark har Kenya indgået tilsvarende aftale med USA, UK, EU og Kina.
Nairobi, den 18. august 2009